Sport - Ritzau

Fransk landstræner før VM: Danmark er undervurderet

Fransk landstræner før VM: Danmark er undervurderet

Fransk landstræner før VM: Danmark er undervurderet

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
FBL-EUR-NATIONS-FRA-PRESSER Foto: Franck Fife/Ritzau Scanpix

Didier Deschamps udpeger Danmark som Frankrigs hårdeste modstander og roser Danmarks kollektiv.

Frankrigs fodboldlandstræner, Didier Deschamps, peger på Danmark som den største forhindring i jagten på fransk succes ved VM i Qatar.

De franske verdensmestre skal ud over Danmark også møde Tunesien og Australien i den indledende gruppe, hvorfra to hold går videre.

- Danmark har et meget stærkt hold og er en smule undervurderet. Det er ikke et hold, folk plejer at snakke så meget om, men Danmark har stor individuel kvalitet og et unikt sammenhold.

- Man kan bare kigge på Danmarks præstation ved EM sidste år eller på verdensranglisten (Danmark er nummer ti, red.) for at se, hvad man bør anerkende det danske hold for. På papiret er det helt sikkert vores hårdeste modstander, siger Didier Deschamps.

Han ved, hvad han taler om. I juni og september mødtes Danmark og Frankrig i Nations League, og i begge tilfælde blev det til en dansk sejr. I juni vandt Danmark 2-1 på Stade de France, og i september blev det til en 2-0-sejr i Parken.

En VM-gruppesejr kan være vigtig, da man i så fald med størst sandsynlighed undgår at møde formstærke Argentina i ottendedelsfinalen.

Deschamps sparer på de positive vendinger, når han sætter lup på VM-gruppens to andre hold.

- Vi kender en del mere til Tunesien end Australien, fordi mange tunesere spiller i den franske liga. Vi er opmærksomme på, at ingen af kampene bliver nemme, for det er den hårdeste turnering i verden, og vi skal gå efter at overstråle alle vores modstandere, siger Deschamps.

Ud over de to nederlag til Danmark i de seneste måneder formåede franskmændene kun at få ét point i to kampe mod Kroatien og fire point i dobbeltopgøret mod Østrig.

Deschamps mener ikke, at de uvant sløje franske resultater får advarselslamperne til at blinke før VM.

- Vi er stadig forsvarende verdensmestre. Og når man er på toppen, så er det svært at gøre det bedre end det.

- Det er fuldstændig normalt for et hold at have knap så succesfulde perioder, men vi er stadigvæk et af de stærkeste hold i Europa og verden, siger han.

Frankrig åbner VM mod Australien. Siden venter Danmark i den anden gruppekamp, før Frankrig runder gruppespillet af mod Tunesien. Kampene spilles 22., 26. og 30. november.

/ritzau/Reuters

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“