Sport - Ritzau

Forsvarsproblemer gentager sig: Vi ligner ikke AC Horsens

Forsvarsproblemer gentager sig: Vi ligner ikke AC Horsens

Forsvarsproblemer gentager sig: Vi ligner ikke AC Horsens

Ritzau
Horsens
Zuletzt aktualisiert um:
Superligakampen mellem AC Horsens og Viborg FF Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

AC Horsens har indkasseret otte mål i to superligakampe. Holdet begår de samme fejl, mener Magnus Jensen.

De defensive problemer hos AC Horsens fortsætter.

Søndag blev det til en 0-3-afklapsning hjemme mod Viborg FF, og Horsens-spilleren Magnus Jensen mener, at holdet begik de samme fejl mod Viborg som mod Brøndby i sidste weekend, hvor holdet tabte 2-5.

- Vi kan generelt set ikke følge modstandernes kombinationsspil og et-to-spil. Det er dele, vi har været rigtigt skarpe til tidligere, og som vi nu skal finde tilbage til, siger Jensen, som normalt er forsvarsspiller, men som søndag var flyttet op i angrebet.

Den 26-årige Horsens-spiller pegede desuden på flere andre dele af spillet, som holdet bør forbedre. Særligt de første 18 minutter af kampen mod Viborg, hvor AC Horsens lukkede kampens tre mål ind, var kritisable.

- Jeg er skuffet over, at vi som hold ikke var skarpere i forsvarsspillet. Vi var langtfra aggressive nok. Vi lignede ikke AC Horsens i de første 18 minutter, siger Magnus Jensen.

Horsens-træner Jens Berthel Askou er langt hen ad vejen enig i Jensens analyse. Og det på trods af, at holdet følte sig godt forberedt til kampen mod Viborg.

- Der var intet i Viborgs spil, der overraskede os. Vi har set dem spille gennem lang tid. Vi vidste godt, at Viborg spiller hurtigt, siger den 40-årige træner.

Derfor var Horsens-chefen også ekstra frustreret over kampens udvikling.

- De defensive problemer irriterer mig helt sindssygt. Det irriterer os allesammen, siger Jens Berthel Askou.

Hvor Viborgs kvaliteter ikke overraskede Horsens-bossen, så var Viborg-træner Jacob Friis overrasket over Horsens' defensive vanskeligheder.

- Jeg synes, det er atypisk for Horsens at lukke så mange mål ind, siger den 46-årige træner.

Næste opgave for AC Horsens er allerede på fredag mod AGF. Til den kamp er Magnus Jensen sikker på, at holdet får rettet op på de defensive huller.

- Jeg er fortrøstningsfuld omkring, at vi kan vende tingene igen. Nogle gange er man pisseringe, andre gange er man pissegod. Jeg er af den overbevisning, at vi er pissegode på fredag mod AGF, siger Magnus Jensen.

Viborgs næste superligaopgave er på søndag, når viborgenserne tager imod Randers FC.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“