Sport - Ritzau

Danmarks strandhåndboldkvinder tager European Games-guld

Danmarks strandhåndboldkvinder tager European Games-guld

Danmarks strandhåndboldkvinder tager European Games-guld

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Paul Newberry World Games Foto: Jay Reeves/Ritzau Scanpix

Efter en dramatisk finale mod Spanien vandt det danske kvindelandshold i strandhåndbold guld i Polen.

Efter et stort finaledrama fik Danmark et sæt guldmedaljer ved European Games, da kvindelandsholdet i strandhåndbold nedlagde Spanien.

Det er Danmarks første guldmedalje ved årets European Games.

På Beach Sports Center i polske Tarnow vandt holdene et sæt hver, så det hele skulle afgøres i "shoot-out", hvor danskerne trak det længste strå med 5-4. Dermed vandt holdet finalen 2-1.

- Det her har været en fantastisk oplevelse for en beachhåndboldspiller som mig, siger 36-årige Line Gyldenløve Kristensen, som var dansk fanebærer ved åbningsceremonien, i en pressemeddelelse fra Danmarks Idrætsforbund.

- At først bære fanen og nu vinde guld ved et mesterskab, hvor vi bor sammen med så mange fantastiske danske atleter fra andre sportsgrene. Det her må være det største, jeg har oplevet i mit liv.

De danske mænd tog bronze efter en 2-1-sejr over Portugal i bronzekampen tidligere torsdag.

Det er første gang, at strandhåndbold er en del af programmet ved European Games, der har været holdt siden 2015.

Danmark lå efter i store dele af første halvleg, men de danske kvinder slap aldrig haserne på modstanderen.

Med et perfekt orkestreret angreb i de sidste sekunder af første halvleg udlignede Danmark til 20-20, og dermed skulle næste scoring afgøre sættet.

En spansk fejl gav Danmark boldbesiddelsen tilbage, og den blev udnyttet til sætsejr.

Billedet var meget det samme efter pausen. Spanierne var i teten, og bagud 10-18 med tre minutter tilbage af halvlegen, syntes de danske chancer i halvlegen udtømte.

Men flere store redninger banede vej for et imponerende comeback, og i en ren reprise af første halvleg fik Danmark chancen for at udligne til 20-20 med ti sekunder igen. Og udnyttede den.

Denne gang lavede danskerne dog en fejl, spanierne scorede, og så skulle det hele afgøres i en "shoot-out" - en solokamp mellem én spiller og målvogter ligesom straffekast. Det sker, når holdene vinder en halvleg hver.

Begge hold brændte et hver af de fem ordinære forsøg, men på næste forsøg scorede Danmark, mens Spanien brændte, og så var triumfen i hus.

I strandhåndbold spiller man to halvlege af ti minutter. Når halvlegen er forbi, er det hold, der har flest point, vinder af halvlegen. Hvis et hold vinder begge halvlege, vinder det altså kampen 2-0.

Strandhåndbold, også kendt som beachhåndbold, adskiller sig på mange områder fra almindelig håndbold. Det handler knap så meget om hårde tacklinger og spilsystemer, men mere om flot teknisk spil.

Det kan være 360 graders piruetter, flyveparader eller vip til medspillere, som foretages på den sandede bane.

De danske kvinder har senest vundet sølv ved EM 2021 i Bulgarien.

De har også tidligere vundet guld ved EM i 2019 og ved ANOC Beach Games ligeledes i 2019 samt sølv ved VM i 2010, EM i 2011, VM i 2012 og EM i 2013.

Det danske herrelandshold har også tidligere skabt flotte resultater. Senest har holdet vundet sølv ved VM i 2022 i Grækenland.

De har også tidligere vundet guld ved EM i 2021 i Bulgarien, EM i 2019 og bronze ved EM på hjemmebane i 2013.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“