Sport - Ritzau

Capellas erkender: Resultaterne har været til en fyring

Capellas erkender: Resultaterne har været til en fyring

Capellas erkender: Resultaterne har været til en fyring

Ritzau
Herning
Zuletzt aktualisiert um:
FC Midtjylland - Lyngby Boldklub, Superliga Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Albert Capellas følte sig i fare for en fyreseddel, da FC Midtjylland tabte til Lyngby i søndags.

Den spanske fodboldtræner Albert Capellas erkender, at hans resultater i FC Midtjylland har været utilstrækkelige.

Derfor var han ikke overrasket, da han tirsdag blev fyret efter syv måneders ansættelse i superligaklubben, selv om han er overbevist om, at han kunne have vendt resultaterne. Søndagens 1-3-nederlag hjemme til Lyngby blev skæbnesvangert.

Det siger Capellas onsdag formiddag ved en presseseance, hvor han tog afsked med sin nu tidligere arbejdsgiver.

- Jeg er 55 år gammel, og jeg vidste, hvad der ventede, da Claus (Steinlein - FCM-direktør, red.) ringede. Jeg ved, hvordan det fungerer.

- Jeg forsøgte at gøre holdet bedre, men når resultaterne ikke er der, så ved man altid, at det er en mulighed at blive fyret. Jeg er ikke naiv.

- Efter vores seneste nederlag vidste jeg, at det var en mulighed. Men jeg håbede på at få lov til at fortsætte, siger Albert Capellas.

FC Midtjylland ligger nummer ni i Superligaen og får svært ved at nå en plads i top-6.

Selv om Capellas føler sig sikker på, at han kunne have ført FCM tilbage mod toppen, hvis han havde fået længere tid i jobbet, sparker han ikke bagud. Det er hans egen fejl, at resultaterne har været utilstrækkelige.

- Først og fremmest er jeg skuffet over mig selv. Jeg forsøger ikke at finde på undskyldninger. Undskyldninger er for tabere, så jeg skal kigge på mig selv og se, hvad jeg skal gøre bedre.

- Jeg reflekterer og forsøger at lære fra alt. Derfor er jeg skuffet over, at jeg ikke kunne hjælpe mere. Jeg håbede at få mulighed for at blive længere, for jeg har en viden og mentalitet til at fortsætte. Derfor er jeg skuffet, siger Capellas.

Han erklærer sig tilfreds med sine europæiske resultater, hvor FC Midtjylland gik videre fra sin gruppe i Europa League og blandt andet bankede Lazio 5-1 undervejs.

- Jeg er glad for den indsats, vi leverede i Europa, hvor vi gjorde det godt mod stærke hold. Men vi præsterede ikke i Superligaen, og jeg prøver stadig at finde ud af, hvorfor vi ikke kunne spille på samme niveau i Superligaen som i Europa, siger Capellas.

Han blev ansat til at skubbe FC Midtjylland i en ny fodboldmæssig retning.

Betingelserne blev dog ikke nemmere af, at klubben i januar solgte profilerne Anders Dreyer og Evander, uden at de blev erstattet af spillere med i nærheden af samme niveau.

Capellas har dog ingen kritisk afskedssalut rettet mod den sportslige ledelse for det utilstrækkelige transfervindue, "selv om trænere altid vil have bedre spillere".

- Jeg har spillet med de spillere, som jeg har haft til rådighed, og dem har jeg været meget glade for.

- I FC Midtjylland vinder og taber vi sammen. Spillerne trænede godt, og de seneste to uger har de også haft ild i øjnene til træning, men vi har ikke formået at få overført den ild til kampene. Måske har det været et mentalt spørgsmål, siger Capellas.

Den 55-årige spanier har blandt andet en fortid som dansk U21-landstræner og assistenttræner i Brøndby.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“