Sport - Ritzau

Bundsolide Esbjerg tæmmer veloplagte københavnere

Bundsolide Esbjerg tæmmer veloplagte københavnere

Bundsolide Esbjerg tæmmer veloplagte københavnere

Ritzau
Esbjerg
Zuletzt aktualisiert um:
Kvindehåndbold: Odense Håndbold - Team Esbjerg Foto: Johnny Pedersen/Ritzau Scanpix

København kom godt fra start, men Team Esbjerg lod sig ikke ryste og vandt overlegent.

Det er svært at stille noget op, når Team Esbjerg skruer bissen på.

Det fik København Håndbold at mærke, da de to klubber fredag mødtes i slutspillet i kvindernes liga.

Københavnerne gik ind til kampen på den jyske vestkyst med enorm gejst og tog føringen, men da først alvoren gik op for Esbjerg, var der intet at være i tvivl om.

Vestjyderne tog styringen, overtog føringen to tredjedele inde i første halvleg og kørte en stensikker sejr på 34-27 i hus.

Dermed lægger Esbjerg sig i spidsen af sin slutspilsgruppe. Klubben har nu seks point, hvilket er et mere end Ikast Håndbold på andenpladsen.

I kampens indledning så det dog ud til, at Esbjerg kunne få en besværlig aften.

Den tidligere landsholdsanfører Stine Jørgensen spillede på et meget højt niveau for København og bragte efter otte minutter sit hold foran 5-3.

Esbjerg kunne slet ikke matche gæsternes tempo, ligesom københavnerne i defensiven slog rigtig hårdt til vestjyderne, som havde en scoringspause på næsten ni minutter, inden Henny Reistad reducerede til 4-6 efter 12 minutter.

Esbjerg tog en timeout kort derefter, og det hjalp betragteligt.

Amalie Milling snuppede sin første redning i kampen, og så begyndte Esbjerg at hale ind. Efter 19 minutter stod der 8-8 på måltavlen, og så overtog vestjyderne kampens føring.

Efter pausen fortsatte Stine Jørgensen med at storspille, og hun nåede et tocifret antal scoringer for København.

Det var bare langtfra nok. Esbjergs maskine var blevet smurt godt og grundigt, og vestjyderne havde ganske enkelt flere knapper at dreje på.

For eksempel blev en stor profil som Nora Mørk sparet i den første halvdel af anden halvleg, og da hun kom ind, bidrog hun omgående med mål.

København forsøgte, men måtte kapitulere.

I slutspillets anden gruppe endte det 24-24, da Nykøbing Falster Håndboldklub tog imod Aarhus United. Nykøbing Falster er på tredjepladsen, og Aarhus er på fjerdepladsen.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“