Sport - Ritzau
Benfica tager førsteplads fra PSG efter danske assister
Benfica tager førsteplads fra PSG efter danske assister
Benfica tager førsteplads fra PSG efter danske assister
PSG slog Juventus, men Benfica vandt 6-1 efter to assister fra Alexander Bah og snupper gruppens førsteplads.
Paris Saint-Germain vandt onsdag aften med 2-1 ude over Juventus i Champions League.
Det skulle efter planen have været nok til at snuppe førstepladsen i gruppe H, men den tog i stedet Benfica, der gik målamok og vandt med 6-1 ude over Maccabi Haifa, blandt andet efter to assister fra Alexander Bah.
Både Benfica og PSG slutter på 14 point og en målscore på 16-7, og indbyrdes fandt man heller ingen vinder, da begge opgør mellem de to sluttede 1-1.
Benfica vandt gruppen, fordi holdet scorede flest mål på udebane.
Juventus går lige akkurat videre til Europa Leagues knockoutfase efter nytår med gruppens tredjeplads.
Torino-klubben sluttede med tre point ligesom Maccabi Haifa. Juventus og Maccabi sluttede også lige indbyrdes, men Juventus tog tredjepladsen i kraft af den bedste målscore.
PSG kom foran efter 12 minutter. Kylian Mbappé fik tid og plads til at tage nogle driblinger uden for feltet, og slutteligt sendte han bolden i mål via stolpen fra omkring 20 meters afstand.
Juventus svarede dog tilbage syv minutter før pausen, da forsvarsveteranen Leonardo Bonucci kastede sig frem og gled en hovedstadsaflevering fra Juan Cuadrado i nettet til 1-1.
Der var talrige forsøg i begge ender, men parisernes var oftest en smule skarpere.
Således også midtvejs i anden halvleg, da den unge portugisiske forsvarsspiller Nuno Mendes fra en ellers lidt svær vinkel udplacerede Juventus-målmanden Wojciech Szczesny til 2-1-sejrsmålet.
I gruppens anden kamp levede Maccabis drøm om tredjepladsen indtil midtvejs i anden halvleg, da Benfica scorede til 3-1.
Maccabi fik 1-1 med til pausen, men efter en lille times spil kom Benfica foran med 2-1. Den danske VM-kandidat Alexander Bah drejede et indlæg ind foran mål, hvor Petar Musa headede bolden i kassen.
Kort før tid blev Bah noteret for endnu en assist, da han med en smart maskeret aflevering fandt Henrique Araujo, der scorede til 5-1.
I tillægstiden scorede Joao Mario så målet, der også sikrede Benficas førsteplads foran PSG.
/ritzau/