Sport - Ritzau

Axelsen glæder sig til hviledag med børnetid og kaffe

Axelsen glæder sig til hviledag med børnetid og kaffe

Axelsen glæder sig til hviledag med børnetid og kaffe

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
BWF World Championship Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Viktor Axelsen har virket flyvende indtil nu ved VM, men han har det godt med at undvære kamp onsdag.

Mens Anders Antonsen efter sin sejr mandag lod forstå, at han ikke var så glad for hviledage, som han fik dagen derpå, fordi han kedede sig og bare ventede på næste kamp, så har Viktor Axelsen det anderledes.

Han mangler ikke ting at lave eller fokusere på, når han har en kampfri dag i en turnering, som det er tilfældet onsdag ved VM. Tværtimod.

- Det passer mig ganske fint. Nu får jeg en hel dag, hvor jeg kan få trænet lidt, holde lidt ved lige og slappe af. Og så kan jeg få set vores unger, bruge lidt tid med dem og få en kaffe med Nathalie. Det glæder jeg mig til, lyder det fra den forsvarende verdensmester.

Lidt kækt kunne man hævde, at tirsdagen også var tæt på en hviledag for fynboen, som ikke fik meget modstand af franske Christo Popov i anden runde.

Franskmanden har ellers drillet Axelsen flere gange og presset danskeren ud i tre sæt. Men tirsdag i Royal Arena blev han ekspederet ud af VM på en halv time med cifrene 21-6, 21-8.

Axelsen kunne fra start mærke, at det var en anden udgave af Popov, end han havde mødt de seneste gange.

- Allerede fra start var der ikke så meget at komme efter, når det handlede om den mentale kamp. Det var en helt anden kamp end tidligere, siger danskeren.

- Ingenting er lette, men jeg følte mig rigtigt, rigtigt komfortabel derinde, og det tror jeg ikke, at han gjorde. Jeg fik virkelig sat mig på ham fra start.

Axelsen skruerede tempoet højt op i hver eneste duel, og det kunne den 21-årige franskmand ikke følge med i.

Han forcerede sit spil, hvilket gav mange fejl, og danskeren buldrede ufortrødent mod en stensikker sejr.

- Næsten alt lykkedes. Jeg kontrollerede det utrolig godt, stod langt fremme på banen og havde god kontrol, lyder konklusionen på egen indsats fra Axelsen.

Han skal efter al sandsynlighed møde tiendeseedede Chou Tien Chen fra Taiwan i næste runde.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“