Sport - Ritzau

Arsenal og City tager sikre sejre og presser Liverpool i toppen

Arsenal og City tager sikre sejre og presser Liverpool i toppen

Arsenal og City tager sikre sejre og presser Liverpool i toppen

Ritzau
London
Zuletzt aktualisiert um:
Premier League - Arsenal v Luton Town Foto: Paul Childs/Ritzau Scanpix

Både Arsenal og Manchester City sejrede onsdag aften. Hos City stod Phil Foden for et hattrick.

Arsenal spillede i perioder af første halvleg glimrende fodbold, og det var nok, da Luton onsdag aften var på besøg i den engelske Premier League.

To scoringer i den første del af kampen sikrede Arsenal en 2-0-sejr.

Mikel Artetas tropper spillede sig dog langtfra ud, og anden halvleg foregik i store dele i cruise control.

Med sejren overtager Arsenal midlertidigt førstepladsen. London-klubben bringer sig op på 68 point, hvilket er et enkelt mere end Liverpool, der dog skal i kamp torsdag mod Sheffield United.

Luton er at finde i den anden ende af tabellen. Oprykkerklubben ligger på 18.-pladsen lige under nedrykningsstregen med tre point op til Everton.

Manchester City var også i kamp onsdag aften, og holdet fra Manchester leverede varen på hjemmebane, da Aston Villa blev banket 4-1.

Midtbanegeneralen Rodri åbnede målscoringen for hjemmeholdet, hvorefter Phil Foden tog over i en brandkamp, der bød på et hattrick fra kreatøren.

City ligger efter sejren treer med 67 point. Det samme som Liverpool.

Arsenal var onsdag aften uden Bukayo Saka, der i weekenden udgik af topopgøret mod Manchester City med en skade og ikke var blevet klar til opgøret mod Luton.

Det ændrede ikke på, at hjemmeholdet startede i total dominans.

Luton forsvarede sig dybt på egen banehalvdel, og ofte stod gæsterne med syv mand i egen forsvarskæde.

Lidt mere end 23 minutter holdt Luton stand, før Arsenal åbnede scoringen.

Luton smed bolden i opbygningsspillet, og det straffede Arsenal-kaptajnen, Martin Ødegaard, da han sparkede bolden i kassen efter en kombination med Kai Havertz.

Kort inden pausen blev føringen fordoblet, da Arsenal med kombinationer spillede Luton-defensiven tynd, inden gæsternes stopper Daiki Dashioka sendte bolden i eget net.

I anden halvleg gik luften af Arsenal-ballonen, og Luton kom bedre med i opgøret.

Hjemmeholdet sløsede mere på bolden og spillede slet ikke i samme tempo som i første halvleg.

Arsenal havde dog for meget kvalitet til, at Luton for alvor var tæt på en scoring, der ville bringe spænding tilbage i kampen.

Brentford havde onsdag aften besøg af Brighton i et opgør, der endte uden mål. Det var ottende ligakamp i træk, at Thomas Franks tropper forlod banen uden en sejr.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“