Sport - Ritzau

Antonsen slår canadier og vinder Indonesia Masters

Antonsen slår canadier og vinder Indonesia Masters

Antonsen slår canadier og vinder Indonesia Masters

Ritzau
Jakarta
Zuletzt aktualisiert um:
BADMINTON-INA Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix

Efter en finalesejr i tre sæt i Indonesien kunne Anders Antonsen juble over sin anden turneringssejr i januar.

Badmintonspilleren Anders Antonsen vandt søndag Super 500-turneringen Indonesia Masters efter en sejr på 18-21, 21-13, 21-18 over canadieren Brian Yang.

Det var Antonsens anden turneringssejr i træk, da verdens nummer syv også vandt Super 1000-turneringen Malaysia Open for to uger siden.

Ind imellem de to titeltriumfer valgte Antonsen at melde afbud til en turnering i Indien.

Dermed er Antonsen nu oppe på ti sejre i træk, og den 26-årige aarhusianer viste også topform i søndagens finale.

Antonsen kom flyvende fra start og foran 4-0 og lidt senere 9-4 i første sæt. Men Brian Yang spillede sig tilbage i sættet og udlignede til 15-15.

Canadieren, der er nummer 24 i verden, fik næsten alle bolde tilbage over nettet i denne fase og gav ikke flere føringer væk.

Ved 18-18 vandt Brian Yang en lang og afgørende duel, og kort efter tog han åbningssættet.

I andet sæt var Antonsen tilbage i en dominerende rolle, og han dikterede spillet næsten fra start til slut.

Fysisk virkede Antonsen ovenpå, og det var pludselig canadieren, der halsede efter i duellerne.

Den ottendeseedede dansker tog sit gode badmintonspil med ind i tredje og afgørende sæt og kom foran 2-0.

Men den useedede canadier var ikke færdig og havde måske sparet lidt på kræfterne i andet sæt.

Begge spillere lod til at være trætte, og Antonsen lavede en del fejl i starten af sættet. Brian Yang vendte det rundt og spillede sig foran 7-4.

Antonsen kæmpede sig tilbage og udlignede til 7-7. Og sådan bølgede det frem og tilbage med skiftende føringer.

Ved sidebyttet var Antonsen bagud 9-11, men danskeren fik hurtigt vendt det til 12-11-føring.

I den tætte slutfase tog Antonsen på fornem vis styringen og bragte sig foran 17-12.

Den solide føring holdt Antonsen fast i resten af kampen, og han spillede sig frem til seks matchbolde ved 20-14.

Canadieren afværgede dog fire matchbolde, inden at en mørnet Antonsen jublende kunne kaste sig ned på gulvet og strække hænderne i vejret.

Det var anden gang i karrieren, at Antonsen vandt Indonesia Masters.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“