Sport - Ritzau

Antonsen runder 16 sejre i træk i år - Axelsen ryger ud

Antonsen runder 16 sejre i træk i år - Axelsen ryger ud

Antonsen runder 16 sejre i træk i år - Axelsen ryger ud

Ritzau
Paris
Zuletzt aktualisiert um:
BADMINTON-INA Foto: Adek Berry/Ritzau Scanpix

Anders Antonsen gik torsdag videre til kvartfinalen i French Open, mens Viktor Axelsen overraskende røg ud.

Anders Antonsen bliver ved med at vinde sine kampe i 2024.

Den danske badmintonspiller vandt torsdag 21-16, 21-19 over Ng Ka Long Angus fra Hongkong. Med sejren er Antonsen videre til kvartfinalen i French Open.

Det var sejr nummer 16 ud af 16 mulige i år for Antonsen på tværs af alle turneringer.

Antonsen kom flyvende fra start i første sæt og foran med 9-1. Derfra skulle man måske tro, at det blev et overkommeligt første sæt. Men Antonsen smed næsten den store føring væk.

Ng Ka Long Angus reducerede til 11-12, inden Antonsen endnu en gang trak fra og kom foran 16-11.

Men heller ikke denne gang var forspringet solidt nok, og Ng Ka Long Angus reducerede til 15-16 og kort efter 16-17.

Antonsen skruede op for tempoet og vandt efterfølgende fire point i træk og dermed åbningssættet.

I andet sæt kom Antonsen i problemer fra start. Ng Ka Long Angus var bedre med i duellerne. Danskeren ledte efter storspillet og kom bagud 3-7.

Det blev et meget lige andet sæt, men Antonsen fandt de sidste procenter, da det skulle afgøres til slut.

Bagud 13-16 og 16-19 gav Antonsen ikke op, og efter en duel med 42 slag udlignede danskeren til 19-19.

Trætheden lyste ud af begge spillere, og dommeren var verbalt hele tiden nødt til at snakke til spillerne og især Antonsen omkring tidsudtræk.

- Du skal tage bolden med dig, lød det fra dommeren, da Antonsen ville tørre sig med håndklædet ude ved sidelinjen uden at tage fjerbolden med sig.

Antonsen fandt den sidste energi og skarphed frem og vandt også de to sidste point og dermed kampen.

Mens Antonsen gik videre, røg Viktor Axelsen overraskende ud af turneringen efter et nederlag til Tzu Wei Wang.

Den danske verdensetter tabte 12-21, 17-21 til taiwaneren, der er nummer 27 i verden.

Axelsen fik en forfærdelig start på kampen og kom bagud med hele 1-10, før han vågnede en smule op.

Men i modsætning til Antonsen fandt Axelsen aldrig sit topniveau andet end i små glimt.

Det var dog for lidt, og heller ikke i andet sæt fandt Axelsen sin rytme. Det udnyttede Tzu Wei Wang, der til slut jublede af glæde over choksejren.

Herredoublen med Kim Astrup og Anders Skaarup Rasmussen gik senere torsdag videre til kvartfinalen efter en sejr i to sæt over den franske duo Lucas Corvée og Ronan Labar. Danskerne vandt 21-9, 21-10.

French Open er en Super 750-turnering, som er det tredjehøjeste niveau på World Touren.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“