Sport - Ritzau

Amerikansk basketstjernes ankesag starter 25. oktober

Amerikansk basketstjernes ankesag starter 25. oktober

Amerikansk basketstjernes ankesag starter 25. oktober

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Russia Griner Foto: Alexander Zemlianichenko/Ritzau Scanpix

Brittney Griner, der har anket fængselsdom på ni år for smugling af cannabis, skal til høring 25. oktober.

Den amerikanske basketballstjerne Brittney Griner skal til høring i sin ankesag 25. oktober i Moskva.

Det oplyser en talsmand for retten til det russiske nyhedsbureau Tass mandag.

4. august fik Griner en straf på ni års fængsel for at have smuglet cannabisolie ind i Rusland tilbage i februar, og 11 dage senere ankede hun dommen. Det har retten altså nu reageret på.

Griner erkendte sig i retten skyldig i at smugle og besidde narkotiske stoffer, men nægtede at have haft hensigt om at bryde loven. Hun har fastholdt, at der var tale om en "ærlig fejl". Men ifølge dommen gjorde amerikaneren det "med vilje".

Den 31-årige stjerne har været fængslet i Rusland siden 17. februar, da hun blev stoppet i en lufthavn i Moskva med cannabisolie i bagagen.

En uge senere - 24. februar - invaderede Rusland naboen Ukraine. Forløbet med Griner har forværret forholdet mellem USA og Rusland og ledte hurtigt til mistanker om, at tilbageholdelsen af Griner i Rusland var politisk motiveret.

Den amerikanske præsident, Joe Biden, udtalte straks efter dommen, at han vil have Griner hjem til USA, og ifølge flere medier kalder han strafudmålingen for "uacceptabel".

Griner har været i Rusland mange gange de seneste år. Ud over at spille for amerikanske Phoenix Mercury i WNBA har hun også tørnet ud for russiske UMMC Ekaterinburg. Det har hun gjort siden 2014.

Griner har to gange været med til at vinde OL-guld med det amerikanske kvindelandshold.

/ritzau/

Mehr lesen