Sport - Ritzau

Aalborg tager point mod Kiel efter gigantisk comeback

Aalborg tager point mod Kiel efter gigantisk comeback

Aalborg tager point mod Kiel efter gigantisk comeback

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Aalborg Håndbold - THW Kiel , EHF Champions League Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mikkel Hansen brændte et straffekast kort før tid, da Aalborg spillede 27-27 mod Kiel efter et vildt comeback.

Aalborg Håndbold var onsdag meget tæt på at fuldføre et gigantisk comeback og slå THW Kiel for anden gang på en uge i Champions League.

Men det sluttede 27-27 mod det tyske storhold efter en vild afslutning, hvor Mikkel Hansen 30 sekunder før tid kylede et straffekast over mål.

Kiel var som forvandlet i forhold til 18-27-nederlaget til Aalborg på hjemmebane i sidste uge, og med 27-21 efter 53 minutter var en velspillende Magnus Landin og holdkammeraterne på sikker kurs mod revanche.

Men Aalborg tog sig sammen og skabte en vild afslutning.

Kiel topper med resultatet Champions Leagues gruppe A med 11 point efter otte kampe. Aalborg har ti point i et meget tæt forfølgerfelt.

For en uge siden tog det Kiel en halvleg at score sine første seks mål på Niklas Landin, og det klarede tyskerne onsdag på mindre end den halve tid. Blandt andet fordi Landin og forsvaret slet ikke fik fat.

I tæt og jævnbyrdig indledning fulgtes holdene nogenlunde ad til 9-9, men herefter trak gæsterne fra.

Aalborg-spillerne smed offensivt for mange bolde væk og fik defensivt slet ikke dæmmet op for Kiel-skytterne, hvorfor udeholdet lavede fem i træk og kom foran 14-9.

Nordjyderne stoppede blødningen, men med 13-17 ved pausen var der nok at snakke om i pausen.

Ikke meget ændrede sig dog i anden halvlegs første 23 minutter. Aalborg spillede for langsomt, og i forsvaret var der for meget plads omkring Henrik Møllgaard og kompagni.

Kiel kom foran 22-15, inden Aalborg reduceret forspringet til fire mål.

Med 27-21 efter 53 minutter syntes kampen afgjort, men pludselig vendte den fuldstændigt på hovedet.

Anført af svenskeren Lukas Nilsson åd Aalborg sig tilbage, og for hvert mål steg stemning i hallen, så det til sidst sydede og boblede.

Simon Hald udlignede til 27-27 med godt et minut tilbage, og da østrigeren Nikola Bilyk kort efter brændte et straffekast fik Aalborg chancen for at snuppede sejren.

Mikkel Hansen tog ansvaret, men helkiksede sit straffekast, der røg et godt stykke over rammen. I det følgende angreb leverede Landin en afgørende og pointgivende redning.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“