Sport - Ritzau

AaB sælger cheftræner før oprykningsfest

AaB sælger cheftræner før oprykningsfest

AaB sælger cheftræner før oprykningsfest

Ritzau
Aalborg
Zuletzt aktualisiert um:
AaB - Silkeborg IF, Superliga Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Oscar Hiljemark er solgt fra AaB til Allsvenskan-klubben Elfsborg. Assistenttræner forfremmes midlertidigt.

1.-divisionsklubben AaB kan rykke op i Superligaen i weekenden, men det bliver ikke med Oscar Hiljemark i spidsen for nordjyderne.

Den svenske cheftræner er tirsdag blevet solgt til den svenske klub IF Elfsborg.

Det skriver AaB på sin hjemmeside.

Assistenttræner Mathias Haugaasen overtager midlertidigt cheftræneransvaret i Aalborg, mens AaB leder efter en permanent træner til posten.

Det er kun lidt over et år siden, at Oscar Hiljemark overtog cheftrænerposten i AaB efter fyringen af Erik Hamrén. Hurtigt viste den fodboldinvalide midtbanespiller sig som en lovende træner, og han fik AaB i pokalfinalen, men kunne ikke føre holdet til overlevelse i Superligaen.

Alligevel var nordjyderne ikke i tvivl om, at Hiljemark skulle have en længere kontrakt som cheftræner, og AaB-sportsdirektør Ole Jan Kappmeier har forståelse for, at træneren har tiltrukket bejlere.

- Vi forlængede i maj 2023 aftalen med Oscar Hiljemark, fordi vi ser ham som et stort trænertalent. Det er kun naturligt, at der især i Sverige har været opmærksomhed omkring Oscars udvikling og trænerkvaliteter.

- Oscar overtog rollen på et særdeles kritisk tidspunkt, men alligevel var vi få marginaler fra at redde os i sidste sæson. I denne sæsons 25 ligakampe har Oscar resultatmæssigt sammen med den øvrige stab og spillertruppen til fulde løst opgaven med en flot pointhøst, og vi er tilfredse med, hvor vi står i dag.

- Derfor havde vi heller ikke forestillet os, at vi skulle skifte cheftræner nu, men efter Elfsborgs henvendelse og Oscars ønske er vi efterfølgende blevet enige om betingelserne om en transfer, hvorfor vi har valgt at indgå en aftale, siger Ole Jan Kappmeier.

Oscar Hiljemark fik sit gennembrud som fodboldspiller i netop Elfsborg.

Klubben blev i den forgangne sæson nummer to i Allsvenskan, og Hiljemark har en ambition om at føre klubben til guldet. Det har længere udsigter at gøre AaB til titelbejler, pointerer han.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg har store ambitioner og ønsker at kæmpe med om titler og spille i Europa. Den del kan min nye klub tilbyde mig med det samme, og jeg synes, at jeg efterlader AaB et godt sted, siger den 31-årige svensker.

Selv om Elfsborg har købt Hiljemark fri af AaB med omgående virkning, tiltræder han først i sit nye job 3. juni. Den dag skifter klubbens nuværende cheftræner, Jimmy Thelin, til skotske Aberdeen. Det oplyser Elfsborg på sin hjemmeside.

Der resterer syv spillerunder i 1. division. AaB kan rykke op i Superligaen søndag med en sejr over Kolding, såfremt at Hobro og Fredericia lørdag har spillet uafgjort. Alternativt må AaB vente yderligere fire dage, før champagnepropperne kan springe.

Midlertidig cheftræner Mathias Haugaasen har ikke overvejet, om han er interesseret i et fast job som cheftræner.

- Det har jeg ikke tænkt over. Klubben har spurgt, om jeg vil stille op midlertidigt, efter forløbet med Oscar gik så hurtigt. Det gør jeg med glæde. Jeg vil rykke os op, og så må vi se, hvad der sker bagefter, siger nordmanden til Bold.

Haugaasen har tidligere været U19- og U20-landstræner for Norge.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“