Sport - Ritzau
Holger Rune åbner titelforsvar med overlegen sejr
Holger Rune åbner titelforsvar med overlegen sejr
Holger Rune åbner titelforsvar med overlegen sejr
Colombianske Daniel Elahi Galán ydede ikke meget modstand til Holger Rune, der vandt stensikkert i München.
Holger Rune befinder sig godt på grusbanerne i München, hvor BMW Open afvikles.
I 2022 og 2023 vandt han ATP 250-turneringen, og efter at have siddet over i første runde tog han torsdag første skridt mod et nyt trofæ.
Den danske tennisstjerne snuppede en overlegen sejr på 6-4, 6-2 over colombianske Daniel Elahi Galán og er dermed klar til tredje runde.
De to kombattanter nåede at spille to bolde, inden regnvejr afbrød kampen i mere end en halv time.
Danskeren tog det i stiv arm og indledte kampen med et brud allerede i første parti. Derefter spillede han sig til flere breakbolde i første sæt, som kunne være afgjort meget tidligere, end det var tilfældet.
Nogle småfejl fra danskeren betød dog, at Galan formåede at eliminere flere breakbolde og i stedet holde serv.
Holger Rune virkede dog rolig og ovenpå, og selv om han i et enkelt serveparti var lidt i problemer, var det blot et spørgsmål om tid, før sættet var i hus.
Andet sæt begyndte som det første.
Holger Rune diskede op med en stærk defensiv i første parti, og da colombianeren var kørt mør, bankede danskeren bolden op langs linjen.
Allerede da virkede det til, at Galan så småt begyndte at give op. I hvert fald vandt Holger Rune de første fire partier, og så var kampen reelt afgjort.
I næste runde skal Holger Rune møde enten Marc-Andrea Hüsler fra Schweiz eller Yannick Hanfmann fra Tyskland.
Hollandske Botic van de Zandschulp, som Holger Rune har slået i finalerne i de seneste to år, er også med i årets turnering. De to kan rende ind i hinanden i semifinalen, hvis de når så langt.
Tyske Alexander Zverev er topseedet, mens stærke navne som Taylor Fritz og Felix Auger-Aliassime også deltager.
/ritzau/