Sport - Ritzau
Rajovic scorer og ser rødt i Brøndbys pokalsejr over FCM
Rajovic scorer og ser rødt i Brøndbys pokalsejr over FCM
Rajovic scorer og ser rødt i Brøndbys pokalsejr over FCM
Brøndby er videre til kvartfinalen i den danske pokalturnering efter en sejr på 1-0 over FC Midtjylland.
Der var drama i pokalen, da Brøndby og FC Midtjylland tørnede sammen torsdag aften.
Trods et rødt kort i starten af anden halvleg lykkedes det Brøndby at vinde 1-0 og slå FCM ud af pokalen. Brøndby er nu videre til kvartfinalen.
Efter 18 minutter scorede Brøndby-angriberen Mileta Rajovic det afgørende mål i kampen. Det skete efter en velkendt opskrift, der også gav to mål i en sejr over netop FCM i Superligaen for nogle uger siden.
Brøndbys kantspiller Clement Bischoff drev gæk med FCM-backen Joel Andersson og løftede bolden ind til Rajovic i feltet.
Rajovic skulle lidt tilbage i feltet for at heade til bolden. Men han formåede at få både retning og fart nok i bolden til at udplacere Jonas Lössl i FCM-målet.
Brøndbys offensivspiller Yuito Suzuki var også tæt på at score i første halvleg, men Jonas Lössl fik pareret forsøget.
Brøndby var uden cheftræner Jesper Sørensen, der afsonede karantæne og så kampen fra tribunen. I stedet havde Frederik Birk for anden kamp i træk ansvaret på sidelinjen.
Brøndby stillede op i en speciel trøje efter tilskuerurolighederne i søndagens derby mod FC København. På trøjen stod der skrevet "Ingen over klubben. Stop volden"!
Derfor var det lidt absurd at se spillernes opførsel i starten af anden halvleg, hvor der var slagsmål og tumult inde på banen.
Målscorer Rajovic sparkede til en liggende Mads Bech Sørensen og fik rødt kort efter 54 minutter.
Suzuki og FCM's Dario Osorio slap med et gult kort hver for at sætte panderne mod hinanden. Temperamenterne var i kog, og det kogte også på lægterne.
Trods en mand i undertal lykkedes det Brøndby at holde stand og gå videre i turneringen.
De to hold mødes igen på søndag i Superligaen - denne gang i Herning.
Der blev trukket lod til kvartfinalerne i pokalen, og Brøndby skal møde vinderen af opgøret mellem Skive og AGF.
De øvrige kvartfinaler ser således ud:
Silkeborg-AaB.
Kolding IF-FC København.
Brabrand-Viborg FF.
/ritzau/