Sport - Ritzau

Keeperkamp spidser til i FCK: Vi behøver ikke være bedste venner

Keeperkamp spidser til i FCK: Vi behøver ikke være bedste venner

Keeperkamp spidser til i FCK: Vi behøver ikke være bedste venner

Ritzau
Manchester
Zuletzt aktualisiert um:
Manchester City v FC Copenhagen - UEFA Champions League - Etihad Foto: Andrew Yates/Ritzau Scanpix

Både Mathew Ryan og Kamil Grabara har højt niveau mellem stængerne, så der er indædt konkurrence.

Mange havde ventet spændt. Skulle Mathew Ryan eller Kamil Grabara mon agere sidste skanse for FC København mod Manchester City i Champions League-kampen onsdag?

Efter mere end to måneders pause var Grabara igen kampklar, og for nylig stjal han opmærksomheden i et interview med Tipsbladet, hvor han proklamerede, at han bør være klart førstevalg i FCK.

Det skabte røre i andedammen. Mathew Ryan har nemlig været en imponerende sidste skanse for FCK, siden han blev hentet ind for at tage sig af tjansen i målet efter Grabaras skade.

Derfor var reaktionen fra australieren ikke overraskende, da han dagen inden kampen fandt ud af, at Kamil Grabara var blevet valgt til at vogte målet i Manchester onsdag aften.

- Han var skuffet, sagde træner Jacob Neestrup efter opgøret.

Forklaringen, på at Grabara blev foretrukket, er ifølge Neestrup simpel.

- Jeg ville ikke føle mig tryg ved at gå ind i det kommende kampprogram med kun én keeper, der er i kampform, så jeg besluttede allerede for fem-seks dage siden, at Grabara skulle i spil i den her uge.

Det kom han så allerede onsdag, og han gjorde så god en figur, at Pep Guardiola efter kampen var imponeret.

- Han leverede en top-toppræstation, sagde City-manageren.

Men ikke alt er liv og glade dage.

På et spørgsmål om de to keeperes forhold indikerede Kamil Grabara, at de to keepere formentlig ikke går ud og hygger sig med en kop kaffe, når de ikke er til træning.

- Jeg føler mig ansvarlig for at bidrage til de bedst mulige træninger med ham, og sådan tror jeg også, han har det.

- Det betyder ikke, at vi skal være bedste venner, men vi skal respektere hinanden for at kunne træne ordentligt, lød det fra Grabara.

Mathew Ryan var ikke til at få øje på i pressezonen efter kampen, så han kunne ikke forholdes til, hvordan forholdet mellem de to er.

Det er dog langtfra utænkeligt, at Mathew Ryan kommer til at spille flere kampe for FCK. Men Jacob Neestrup afslører ikke sine hemmeligheder.

- Den bedste må spille, og den snak tager jeg med dem.

- Det kan være, der er en, der spiller alle kampe, og det kan være, de spiller hver anden kamp, siger Jacob Neestrup.

FCK tabte med 0-5, men Kamil Grabara diskede op med flere store redninger mod Manchester City. Blandt andet pillede han flere forsøg fra Erling Haaland. Og selv om han var glad for at spille, var han ikke lykkelig.

- Der er ingen målmand på den her planet, der vil være tilfreds med at lukke fem mål ind. Lad os bare sige det sådan, sagde polakken tørt.

FCK spiller igen lørdag mod FC Nordsjælland.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“