Sport - Ritzau

HB Køge-direktør slås for ligestilling og CL-succes

HB Køge-direktør slås for ligestilling og CL-succes

HB Køge-direktør slås for ligestilling og CL-succes

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
Champions League kvinder: HB Køge - Juventus Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Udviklingen i kvindefodbold går langsomt fremad, og HB Køge kæmper for at skabe samme vilkår for begge køn.

I HB Køge skal der være lige muligheder for piger og drenge. Bolde, tøj, baner, trænere og faciliteter skal være i top hos begge køn.

Sådan lyder parolen fra direktør Per Rud, inden HB Køges fodboldkvinder onsdag skal forsøge at nå gruppespillet i Champions League.

Det kræver en samlet sejr ude over Juventus efter sidste uges 1-1-kamp på dansk grund.

En plads i gruppespillet sikrer HB Køge 400.000 euro alene i præmiepenge - det svarer til næsten tre millioner kroner.

Selv om det kun er en lille procentdel sammenlignet med herrernes præmiepenge, er det noget, der luner i HB Køges kvindeprojekt, der blev igangsat for fem år siden.

- Da vi startede dette projekt op, var det ikke fordi, vi skulle tjene en masse penge i Champions League. Der var ingen penge i det på det tidspunkt. Vi var heldige at ryge ind i den lomme, hvor der kom penge i det.

- Vores tilgang til det var, at vi troede, at der kom transferpenge i kvindefodbold. Det andet var en sidegevinst, siger Per Rud.

Han vil godt have langt flere præmiepenge til kvinderne, og udviklingen den vej rundt må hjertens gerne gå hurtigere.

- Vi lever i 2022, og her i klubben har vi den holdning, at man skal have samme muligheder, om man er pige eller dreng. Jeg tror, samfundet er enig i det, og det går også den vej.

- Præmiepengene vil stige, interessen er allerede stigende. Det kan vi mærke hele vejen rundt på vores interessenter, fans og sponsorer, siger direktøren.

Trods den stigende interesse kan fodboldfans ikke bruge fjernbetjeningen til at zappe over på HB Køge, når holdet onsdag aften rækker ud efter Champions League.

- Der er ingen tv-aftale, når vi spiller mod Juventus. Der er ingen tv-stationer, der vil vise kampen. Vi laver kampen selv og sælger den på pay per view.

- Når der er Champions League, så foregår det ofte også på en YouTube-kanal. Der er mange ting, som stadig kun er på vej.

- Går det hurtigt nok, det ved jeg ikke. Jeg ved bare, at vi er 20-30 år efter herrefodbolden. Men det kommer ikke til at tage 20-30 år at indhente det, for vi tager store skridt nu, vurderer Per Rud.

Sidste år skaffede HB Køge billetten til Champions League, men de tre millioner kroner blev hurtigt brugt på grund af coronapandemien.

- Sidste år var jo et coronaår, og Uefa skrev til os, at vi skulle leje privatfly til udekampene. Så vi havde store omkostninger på coronahoteller og fly. En stor del af præmiepengene blev ædt op af coronaudfordringer.

- Men der var alligevel overskud på kvindefodbolden, som vi har geninvesteret i kvindefodbolden herude, lyder det fra Per Rud.

Til sammenligning med sidste års udekampe sparede HB Køge en kvart million kroner på at tage et charterfly til Torino i denne uge.

HB Køges kamp mod Juventus spilles i byen Alessandria onsdag klokken 20.45.

/ritzau/

Mehr lesen

Leserbrief

Meinung
Poul Harald Holm, Mirjam Fibiger Olesen, Ester Esmarch, Henrik Lydeking
„Kristendemokraterne: Tør i lytte til os lokale omkring grænsekontrollen?“