Sport - Ritzau

Harmløse spaniere er ude af VM efter nyt straffekiks

Harmløse spaniere er ude af VM efter nyt straffekiks

Harmløse spaniere er ude af VM efter nyt straffekiks

Ritzau
Zuletzt aktualisiert um:
TOPSHOT-FBL-WC-2022-MATCH55-MAR-ESP Foto: Kirill Kudryavtsev/Ritzau Scanpix

Marokko er for første gang klar til en VM-kvartfinale, mens Spaniens straffesparkskompleks fortsætter.

Marokkos VM-eventyr fortsætter. Med en sejr over Spanien i straffekonkurrence er nordafrikanerne for første gang klar til kvartfinalen i VM-sammenhæng.

Marokkanerne vandt duellen fra 11-meterpletten med de bizarre cifre 3-0, efter at Spaniens tre første skytter alle kiksede.

Pablo Sarabia, Carlos Soler og Sergio Busquets misbrugte hver deres forsøg. Efter VM i 2018 og EM sidste år er det tredje slutrunde i træk, at Spanien ryger ud på straffespark.

Marokkos målmand, Bono, blev helten, der sørgede for, at det ikke fik nogen betydning, at holdkammeraten Badr Benoun også brændte fra pletten.

Den spanske straffesparksnedtur blev en dramatisk afslutning på et opgør med mange nærkampe og få målchancer. Det lignede nærmest fra første minut en typisk 0-0-kamp.

Spaniens tålmodige trillefodbold var ikke det rette våben mod den marokkanske forsvarsmur, der har været en af VM's mest skudsikre.

I det indledende gruppespil holdt Marokko både Belgien og Kroatien fra scoringer, og heller ikke Spanien havde fundet løsningen på den nordafrikanske gåde.

De bidske nærkampe og store intensitet skabte dog en vis underholdning på publikum før pausen. Til gengæld fusede tempoet noget ud af forestillingen i anden halvleg, da spillerne begyndte at blive mærket af strabadserne.

Spaniens landstræner, Luis Enrique, pillede efter en time ineffektive Marco Asensio ud og forsøgte sig med Alvaro Morata som spydspids.

Den udskældte forward gav med sine dybdeløb mere liv i den spanske offensiv, men det var Dani Olmo, der var ved at give Spanien sejren dybt inde i overtiden.

Hans frispark fra venstre side fik lov at passere alle i straffesparksfeltet, så Bono i det marokkanske mål måtte smide sig i fuld længde og at sikre de 30 ekstraminutter.

Marokkanerne forsvarede sig stærkt, og søgte målchancer på sporadiske modangreb. Det var netop på et kontrastød, at indskiftede Walid Cheddira fik den forlængede spilletids største chance.

Azzedine Ounahi skabte plads med et par driblinger og fandt Cheddira i feltet. Under hårdt pres fik Bari-angriberen dog ikke placeret sin afslutning yderligt nok, så Unai Simon kunne klare med en fodparade.

I de absolut yderste sekunder var Pablo Sarabia centimeter fra at afgøre det hele. Men hans afslutning fra en spids vinkel strejfede stolpen.

Marokko er det fjerde afrikanske land, der er nået blandt de bedste otte ved et VM. De øvrige er Cameroun i 1990, Senegal i 2002 og Ghana i 2010.

/ritzau/

Mehr lesen