Mindeord over Carl C. Christiansen

Carl C. Christiansen – en naturformidler helt ud over det sædvanlige er død i en alder af 86 år. Utallige gange, helt sikkert mange hundrede, over en periode på over 40 år, har Calle glædet os med sine naturfilm. Først med lysbilleder, så med smalfilm og senest via DVD. Fremvisninger, der med Calles tale og velvalgte musik på en helt unik måde indfangede den særprægede natur, som er kommet os til del her i marsklandet. En natur som Calle holdt så meget af, og som han holdt af at formidle til vi andre.

Naturfilm, som var så værdsat, at det fandt plads i Søren Ryges „DR-Derude” og for hvilket han i 2015 blev hædret med Tønder Kommunes Kulturpris.

Jeg lærte Calle at kende for en 5-6 år siden. Vi ville gerne have ham til at vise film i Tønder Roklub. Det udviklede sig til et venskab, og mange gange har vi været på ture rundt i kogene, næsten altid den samme rute: bagom Tønder til Rudbøl, hvor han hver gange lige skulle kikke om hans gode ven Thomas Georg Nielsen var hjemme, og måske endda sad uden for, så der lige kunne snakkes lidt. Derefter ad grusvejen på den danske side af grænsen til Siltoft. Herefter gennem Ny- og Gammel Fredriks Kog, ud gennem Nørremølle afsluttende med en tur ned gennem Rickelsbüller Koog.

De sidste år blev Calle siddende i bilen når han filmede. Ikke kun af magelighed, men også fordi det forstyrrede fuglene mindst. Et sindrigt system af brætter indvendig fra dør til dør, hvor kameraet lå på, gjorde at det færdige resultat blev uden rystelser. Og ned gennem Rickelsbüller Koog fik vildsvinehegnet hver gang en ordentlig omgang. For ikke nok med at hegnet var komplet overflødigt, værst af alt: det gjorde det næsten umuligt at sidde i bilen og filme, hegnet var jo i vejen.

Calle yndede at sige ”Æ burd’ væe i æ hau, men det æ en plau, æ vil møje heller’ ue i æ kau” og det gjorde han så hver eneste dag, hvis han kunne komme afsted med det. Ofte over de sidste par år var jeg med.

Gennem sit lange arbejdsliv i købmandsbutikken på Gråbrødetorv i Tønder, har Calle garanteret taget sin tørn, og nu nød han livet med ture ud i kogene, gerne afsluttende med kaffe og kage hos Thoma og Tappe ved Højer Sluse.

Til slut en lille historie fra en af turene, som fint illustrerer, hvorfor det lykkedes Calle gennem så mange år at få så mange fine optagelser; forrige vinter var der henover januar/februar en periode med frostgrader helt ned til minus 8-9 grader. Calle iagttog med spænding, at vågerne i isen blev mindre og mindre, hvilket naturligt medførte, at der blev mindre og mindre plads primært til de andefugle, som flokkedes der. En dag på en sådan tur på vej fra Rudbøl op mod Nørremølle, siger Calle pludselig: „Jeg drejer lige til højre derhenne, der er en flok svaner derude“. „Jamen Calle“, sagde jeg drillende, „du har måske 500 svaneoptagelser derhjemme, hvad vil du med flere?’“

„Det kunne jo være der er noget spændende derude“, lød svaret. Og ganske rigtigt; i en grøftekant så vi pludselig den sjældne odder og igen; unikke optagelser kom i kassen.

Calle – tak for venskab og de mange ture. Disse ture vil jeg altid med taknemmelighed tænke tilbage på.

Hans Pilegaard Hansen
A. J. Andersens Vej 4
6270 Tønder