Leserbrief

„Grænsekontrol skal væk nu“

Grænsekontrol skal væk nu

Grænsekontrol skal væk nu

Nils Sjøberg
Nils Sjøberg
Kolding/Nordschleswig
Zuletzt aktualisiert um:

Diesen Artikel vorlesen lassen.

Der Folketingskandidat Nils Sjøberg will die Grenzkontrollen abschaffen, schreibt er in diesem Leserbrief.

Jeg tror på udvikling. Jeg tror på et åbent samarbejde. Og jeg tror på, at vi i fællesskab med vores nabo i syd og de øvrige demokratiske lande i Europa kan løse tidens store udfordringer.

Klimakrise, energikrise, inflation og krig i Europa kan kun løses i et gensidigt samarbejde.

Jeg har derfor svært ved at forstå, at nogen kan mene, at grænsekontrol med stopskilte, vejbump og betjente kan være et svar på tidens udfordringer.

For mig er grænsekontrollen et udtryk for stilstand, lukkethed og selvtilstrækkelighed.

Alt for længe har vi her i vores landsdel stået alene med en protest mod den såkaldt midlertidige grænsekontrol.

Kun når der er folketingsvalg og stemmerne bliver interessante, kan de politikere, som i det daglige intet gør for at fjerne grænsekontrollen, pludselig også se det meningsløse i den symbolske grænsekontrol.

Vi kan derfor med god grund frygte, at situation fra sidste valg vil gentage sig. Lige så snart valget var overstået havde politikerne fokus på noget andet.

Grænsekontrollen har nu eksisteret i seks år.  En grænsekontrol, som er en klar gene alle de steder, hvor tusindvis af mennesker hverdag skal passere grænsen for at komme på arbejde eller uddannelse.

En meningsløs hindring i hele vores landsdels sociale samliv med både tyske og danske borgere på begge sider af grænsen. En hindring for alle som færdes lovligt over grænsen.

Derfor vil jeg som forhåbentligt kommende folketingsmedlem allerede fra dag et tage initiativ til at Folketinget får fjernet grænsekontrollen og indledt et tættere samarbejde med delstatsregeringen i Slesvig-Holsten. Et samarbejde som skal give plads til fælles løsninger om udfordringer på tværs af grænsen om alt fra sundhed, miljø, klima, transport, erhverv, uddannelse og meget andet.

Som det ser ud netop nu, så vil den midlertidig grænsekontrol ifølge Justitsministeriet blive forlænget igen om 14 dage, hvis vi ikke forhindre det nu.

Som alle i grænselandet ved, så betyder det, at der er stikprøvekontrol og lange køer ved den dansk-tyske grænseovergangene i Frøslev, Kruså og Padborg. Derimod kan terrorister og organiserede kriminelle køre over de mindre og ukontrollerede grænseovergange.

Samtidig er grænsekontrol og hegn et dårligt signal at sende udadtil til Europa. Det skader det indre marked, hvis man gør det permanent, som det er tæt ved at blive.

Den midlertidige grænsekontrol havde allerede for tre år siden kostet de danske skatteborgere over én milliard danske kroner ifølge Danmarks Radios Detektor. Pengene kan bruges bedre.

Skal vi derfor have en grænsekontrol, så må den i det mindste være  intelligent. Den må bestå af scanning af bilers nummerplader, mobil og stikprøvekontroller ved samtlige grænser samt et tæt samarbejde mellem politiet på begge sider af grænsen.

Nils Sjøberg, Folketingskandidat for Radikale Venstre i Syd- og Sønderjylland

 

 

 

Mehr lesen