Jim Vaupel, som gik bort søndag den 27. marts, var en international frontfigur inden for demografi og aldringsforskning. Han var en utrolig kreativ forsker – altid med nye ideer og meget dynamisk i udviklingen af nye forskningsmiljøer. Han inspirerede utallige unge forskere med sine analytiske evner og sin elegante formidlingsstil, selv i de fagligt tungeste artikler. Han havde noget karismatisk, nærmest legende over sig, som man altid vil huske. Men han kunne også være skarp og kræve det ypperste af sine omgivelser.

Vi havde den store glæde at modtage Jim som professor på Institut for Sundhedstjenesteforskning (IST) på Syddansk Universitet i 1991. Han blev i 1996 headhuntet til at være leder af det nystiftede Max Planck Institut for Demografisk Forskning i Rostock (Tyskland), men Jim var fortsat tilknyttet IST på deltid samtidig med, at han også bevarede et deltidsprofessorat på sin tidligere arbejdsplads, Duke University (USA). I 25 år pendlede han regelmæssigt mellem disse tre arbejdspladser. Han var på mange måder en flyvende forsker, da mange af hans artikler blev skrevet i en lufthavn eller ombord på et fly.

Jim blev født i New York den 2. maj 1945. Efter college tog han sin BA i matematisk statistik og sin ph.d. på Harvard University i 1978. Han var tilknyttet Duke University indtil 1985 og blev så professor ved University of Minnesota. I 1980'erne havde han flere ophold på Det Internationale Institut for Applied Systems Analysis i Wien, hvor han etablerede mange samarbejdspartnere.

Hans forskning fokuserede i stigende grad på aldring og mortalitet. I 1979 publicerede han sin berømte frailty-artikel, som blev hans første klassiker. Han begyndte tidligt i sin karriere at udfordre den dengang dominerende påstand om, at den forventede levetid var tæt på at nå sin biologiske grænse, og opfattelsen af at dødeligheden i ældre aldersgrupper var uforanderlig. Han blev i den forbindelse interesseret i svenske levetidsdata, som gik tilbage til 1700-tallet, og i danske tvillingdata, som omfatter tvillinger født siden 1870. Jim så, at tvillingedata kunne bidrage til afklaringen af, i hvilken grad levetid er genetisk bestemt. Det skabte hans første forskningsrelationer til de nordiske lande.

Han havde, da han kom til SDU i Odense, i flere år været gift med en dansk kvinde, Bodil. I mange år rejste de ofte til Europa både i forbindelse med Jims forskerophold og i deres ferier, enten til den græske halvøs varme kyster, hvor de besøgte alle de steder, der er nævnt i Homers værker, eller til de koldere "hyperboreanske grænser" i de nordiske lande, hvor folk ifølge Plinius levede til en høj alder i forhistorisk tid. Uanset om det var denne gamle myte, der tiltrak ham, eller det var Bodil, der ønskede deres to piger i danske skoler, førte hans store interesse for tvillingdata ham i sidste ende til Odense. Han havde taget kontakt til lederne af det danske tvillingregister, og via dekanens dynamiske engagement blev han hurtigt ansat som professor ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Bodil og Jim slog sig efter et par år i Odense ned i Kerteminde.

På dette tidspunkt var aldringsforskningen internationalt i en rivende udvikling, og Jim var allerede en del heraf. Sammen med de nye danske kolleger skaffede han hurtigt store bevillinger, som bidrog til dannelsen af et center for aldringsforskning, som siden med nye bevillinger fra ind- og udland kunne videreudvikles til det, som i dag er Dansk Center for Aldringsforskning (DARC). Tillige bidrog han med amerikanske bevillinger til udbygningen af Det Danske Tvillingregister (DTR). Jim var en sand katalysator for aldrings- og tvillingforskningen ved SDU. Der var ikke blot tale om tværvidenskabelig forskning, men også om et meget internationalt sammensat forskningsmiljø.

På centret etableredes også den såkaldte Kannisto-Thatcher database med registrerede dødsfald blandt 80+årige i højindkomstlande. Denne database var grundlaget for analyser af data på millioner af de ældste ældre, som ikke blot førte til artikler i førende internationale tidsskrifter, men også til en række bøger, Odense Monographs on Population Ageing. Disse arbejder viste, at ældredødeligheden siden 1950 var faldet betydeligt, og at dette fald nu bidrog mest til den fortsatte stigning i levetiden, ligesom det også forklarede den meget kraftige stigning i antallet af halvfems- og hundredårige. Tillige så det ud til, at dødeligheden i de højeste aldersgrupper ikke mere steg eksponentielt med stigende alder, men syntes at stagnere. Dette kunne Jim sammen med amerikanske biologer bekræfte på andre levende organismer i sine biodemografiske eksperimenter på en million middelhavsfluer, på forskellige stammer af bananfluen (Drosophila melanogaster) og på tusinde af den lille rundorm Caenorhabditis elegans. Alle disse analyser førte til offentliggørelsen af meget omtalte artikler i Science og blev sidenhen opsummeret i en stor artikel i Science i 1998 samt med nye resultater i Nature i 2010.

Det var også i 1990’erne, at han sammen med sine kolleger i Odense og Rostock fik etableret et internationalt forskningsnetværk omkring de allerældstes demografi (supercentenarians, 110+årige), som førte til omdiskuterede artikler og de første demografiske bøger om disse helt nye generationer. Sammen med sine franske kolleger og forskere på Max Planck instituttet etablerede han en database for disse supercentenarians, the International Database on Longevity.

Med sine kinesiske forskerkolleger bidrog han til de store undersøgelser af 10.000 80+årige ældre i Kina, som siden 1998 er blevet genundersøgt regelmæssigt. Disse undersøgelser var inspireret af de første danske undersøgelser af halvfems- og hundredårige. Sammen med sine kolleger i Odense modtog han store amerikanske bevillinger til den store kontinuerlige undersøgelse af 10.000 midaldrende og ældre danske tvillinger og nye undersøgelser af halvfems- og hundredårige i Danmark. Det var absolut imponerende, hvad Jim bidrog til for udviklingen af aldrings- og tvillingforskningen ved SDU.

Dette imponerende arbejde fortsatte han i sin 20-årige periode som leder af det nyetablerede Max Planck institut i Rostock. Her tiltrak han sammen med sin svenske meddirektør talrige unge forskere fra nær og fjern – generationer som tillige blev del af European Doctoral School for Demography. Han igangsatte også her et online tidsskrift, Demographic Research, og han var desuden initiativtager til etableringen af Population Europe. Sidst men ikke mindst stiftede han Max Planck Research Network on Aging, hvor hans store interesse for aldringens plasticitet videreudvikledes med mange yngre forskere.

Meget af alt dette blev videreført på SDU, da han mod sin vilje som 68-årig blev nødt til at forlade Max Planck instituttet. Han vendte tilbage til en fuldtidsansættelse tæt på sit danske hjemsted. Han fik igen tiltrukket en række unge udenlandske forskere, med hvem han fortsatte med at publicere vægtige artikler inden for den formelle demografi, som altid havde været hans teoretiske hjertebarn, samt indenfor områder som evolutionær demografi og levetidsprognoser. Efter nogle år på sit gamle institut på Sundhedsvidenskab fik han etableret et nyt forskningscenter, The Interdisciplinary Centre on Population Dynamics – CPop, som blev tilknyttet det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Her var han godt i gang med at skabe et nyt internationalt forskningsmiljø.

Det kom derfor som noget af et chok, at han pludselig gik bort i en alder af 76 år. Han havde så meget mere i sig og havde ikke tænkt sig at holde op foreløbig. Hans hjerne fungerede perfekt og var aldrig i ro. Vi har mistet en stor forsker og personlighed, som vil blive savnet længe.

Vi udtrykker vores dybe medfølelse med Bodil, Anna, Sofie og hans fem børnebørn.

Kaare Christensen, Niels Holm, Bernard Jeune