Der må alt andet lige være førsteprioritet at beskytte børnene. Venstrefløjen - herunder Socialdemokratiet - vægter tilsyneladende forvaltningsmæssig praksis, mere end beskyttelse af mindreårige mod pædofili.

Straffeloven stadfæster en ældgammel praksis, der hedder nødværge. Man straffes ikke for en handling, der normalt er strafbar, hvis formålet man har udført, tillægges mere, end den strafbare handling.

Fx. får man ikke bøde for at overtræde et badeforbud, hvis man redder en der er kommet i havsnød. 

Medlemmer af folketinget kan som alle andre selvsagt ikke være altvidende. 

Hvis man går efter Inger Støjbjerg for at have grebet ind over for mistanke om seksuel udnyttelse i forbindelse med den uacceptable muslimske “barnebrudstradition” er det helt uacceptabelt. 

Det vigtigste må være, at beskytte eventuelle barneofre for overgreb, der ellers ville kunne fortsætte, i den tid hvor en langsommelig sagsbehandling finder sted. 

Så enten er sagen mod Inger Støjberg en stiltiende accept af pædofili og seksuel misbrug af mindreårige - når det er nødvendig for at følge forvaltningsmæssig praksis - eller er det heksejagt på Inger Støjbjerg.

Vi må håbe at det “kun” er en usmagelig heksejagt.

Alternativet må det betegnes som et ondt mareridt.

Jan Køpke Christensen, Nye Borgerlige, Løjt Storegade 19, Apenrade/Aabenraa