Når Haderslevs borgmester byder på kaffe og Aabenraas borgmester foreslår byskilte på Sønderjysk fremfor dansk-tyske byskilte, så har begge to helt misforstået deres rolle som ansvarlige for mindretalsbeskyttelse og fremme af mindretalssprog. Og når Chefredaktøren for Der Nordschleswiger mener, at regionalpolitik og mindretalspolitik skal holdes adskilt, så bør han nok lige tænke argumenterne igennem igen. Tværtimod, så bør regionalpolitik inkludere mindretalspolitik – og omvendt for den sags skyld – for det er netop på det regionale plan, at mindretalspolitik skal implementeres.

For det første, så kan man ikke tro at mindretalssager kan løses over en kop kaffe – hvis bare det var så enkelt. Danmark har – som korrekt anført af Chefredaktør Gwyn Nissen – bundet sig til at overholde og fremme mindretalsrettigheder på en række områder, da man underskrev Europarådets Rammekonvention vedrørende beskyttelse af nationale mindretal.
Rammekonventionens Artikel 11, stk. 3, siger klart og tydeligt, at i områder hvor nationale mindretal har hjemme og udgør en betydelig del af lokalsamfundet skal myndighederne bestræbe sig på at opsætte skilte på to sprog, det officielle sprog og mindretalssproget. Artiklen tillader myndigheder en vis fortolkning, idet der skal lægges vægt på, at der er en efterspørgsel blandt mindretal for sådanne tiltag.

Sprogpagten, som Danmark også har underskrevet og ratificeret, regulerer beskyttelse af mindretalssprog og regionale sprog. Danmark har godtaget Sprogpagten kun for så vidt angår tysk som mindretalssprog. Der er således ikke indlagt en beskyttelse af Sønderjysk.

Ifølge Sprogpagtens Artikel 10, stk. 2(g) skal myndigheder i de områder, hvor mindretal hører hjemme, vedtage regler for brugen af både det officielle sprog og mindretalssprog for stednavne. Sprogpagten garanterer således ikke opsættelse af skilte, men anbefaler at man regulerer brugen af stednavne på to sprog i de området, hvor mindretal er hjemmehørende.
Da Danmark hører til et af de få lande i Europa, som ikke har vedtaget en lov om nationale mindretalsrettigheder, så er der ikke klarhed for hvordan mindretalsrettigheder skal omsættes i det danske retssystem og administrativt. Centraladministrationen anvender i stedet en ”low-cost”-metode, idet man informerer de lokale instanser via brev, når der bør ageres på mindretalsrettighedsområdet. Med andre ord, ligger opgaven derfor overvejende hos de lokale borgmestre og byråd.

Men det tillader ikke borgmestrene at være uvidende. De bør orientere sig eller sørge for, at deres juridiske og administrative medarbejdere løbende holdes orienteret og opdateret vedrørende mindretalsrettigheder i Danmark. Og netop derfor er det vigtig ikke at adskille regionalpolitik og mindretalspolitik.

Prof. Dr. Tove H. Malloy,
Europa-Universität Flensburg,
Medlem af Rammekonventionens Rådgivende Komite 2011-2018