Det er ikke kun blandt minkavlerne og befolkningen regeringen har skabt usikkerhed, som følge af manglende lovhjemmel til at kræve hele landets bestand af mink slået ned. Regeringen har ligeledes lykkes med at skabe usikkerhed hos såvel det danske mindretal syd for grænsen, som det tyske mindretal i Danmark:

Skal vi begynde med det tyske mindretals frustrationer, skyldes dette regeringens forslag til lov om prædikener på andre sprog end dansk. Skulle forslaget blive vedtaget vil tyske prædikener fremover skulle oversættes til dansk, hvilket ikke i dag er tilfældet.

Bevæggrundene til regeringens lovforslag er de såkaldte islamistiske hadprædikanter, hvis virke man håber at kunne imødegå via lovgivning på området. Udover det tyske sprog, vil også prædikener på færøsk og grønlandsk være i farezonen om loven skulle blive til virkelighed.

På forlangende under statsministerens spørgetime tirsdag den 10. november 2020 nægtede statsminister Mette Frederiksen på forhånd at undtage bestemte sprog, herunder tysk. Som hun understregede i Folketingssalen var lovforslaget et led i bekæmpelsen mod terror, hvormed hun forhåbentligt utilsigtet kom til at mistænkeliggøre også medlemmer af det tyske mindretal.

Modsat det danske mindretal som har sæde i landdagen i den tyske delstat Slesvig-Holsten, så har det tyske mindretal ingen partipolitisk repræsentation i det danske Folketing. Det blev derfor det færøske medlem af Folketinget Sjúdur Skaale fra partiet Javnadarflokkurin og hans grønlandske folketingskollega Aaja Chemnitz Larsen fra partiet Inuit Ataqatigiit, som stillede de kritiske spørgsmål og krav om undtagelse for færøsk, grønlandsk og tysk.

Skulle regeringen vælge ikke at undtage tysk i en kommende lovgivning, om prædikener på andre sprog end dansk, vil Mette Frederiksen ganske vist ikke begå lovbrud, som det har været tilfældet med afviklingen af minkerhvervet, men derimod godt på vej til at bryde med en mellem Danmark og Tyskland indgået bilateral aftale.

I den forbindelse skal henvises til Bonn-Københavner erklæringen af 29, marts 1955 og dennes kapitel 2, afsnit 2, hvori det fremgår at personer, der tilhører det tyske mindretal og deres organisationer, ”… ikke hindres i, i tale, og skrift, at benytte det sprog de foretrækker”, som det hedder.

Hvis ikke regeringen i sit lovforslag undtager tysk, som har status som anerkendt sprog i Kongeriget Danmark, vil statsministeren på uheldig og kedelig vis have gjort om end ikke ubodelig skade på det gode dansk-tyske forhold, så som minimum have lagt kimen til fremtidige og unødvendige konflikter i grænselandet, ligesom det alt andet lige er tvivlsomt om Tyskland i fremtiden vil turde indgå bilaterale aftaler med Danmark.

Dog er det ikke kun det tyske mindretal, som er fortvivlet over regeringens manglende forståelse og respekt for grænselandet og indgåede aftaler. Også det danske mindretal i Sydslesvig kunne ønske sig ikke større opmærksomhed, blot opmærksomhed fra regeringens side når det handler om at opretholde og drifte de danske institutioner og aktiviteter syd for grænsen.

Hvor det danske mindretal i år modtog 488,8 million kroner, vil beløbet næste år lyde på 488,3 millioner kroner hvilket placerer mange af mindretallets organisationer i en meget økonomisk vanskelig situation, hvilket også var at konstatere den 13. november 2020 under de årlige budgetmøder mellem mindretallet og Folketingets Sydslesvigudvalg.

At mindretallet på papiret står til at miste en halv million. kroner, stemmer ikke helt i overensstemmelse med virkeligheden, idet de generelle lønninger og priser i Tyskland er stigende. Således vil reduktionen i det danske bidrag reelt være større. Derudover skal det tilføjes, at skoleforeningens underskud beløber sig til omkring en million euro.

Taget i betragtning at delstatsregeringen i Kiel forud for budgetforhandlingerne har besluttet, at eventuelle fremtidige nedskæringer på skole-, uddannelses- og kulturområdet, ikke kommer til at omfatte det danske mindretals aktiviteter og støtteordninger, synes det logisk og naturligt om også den danske regering viste mindretallet samme opmærksomhed.

Med andre ord, det ville se meget mærkeligt ud, at man fra tysk side værner om det danske mindretals arbejde og virke, hvorimod man fra dansk side gør ingenting. Om det er udtryk for regeringens manglende interesse, skal indtil videre være usagt. Blot kan man håbe på, at statsminister Niels Neergaards løfte til sydslesvigerne i sin tale den 11. juli 1920 om at de ”ikke skal blive glemt” står til troende.

Preben Bonnén
Politisk faglig chef, NORDIC dialogue