Mahnung

„Gleichgültiges Schweigen: Ist es das, was wir wollen?“

Gleichgültiges Schweigen: Ist es das, was wir wollen?

Gleichgültiges Schweigen: Ist es das, was wir wollen?

Bischöfin Marianne Christiansen
Hadersleben/Haderslev
Zuletzt aktualisiert um:
Bischöfin Marianne Christiansen Foto: Ute Levisen

In ihrer Rede anlässlich der Demonstration gegen die Flüchtlingspolitik der Regierung geht Bischöfin Marianne Christiansen mit der Politik der Regierung hart ins Gericht.

Svært med et trøstende ord,

Når du lever med smerten

Men du tar fejl, når du tror,

du skal flygte fra verden.

Du er det lys, som blev tændt, du skal varme og lyse.

Slukkes det lys, som blev tændt, er der fler, der må fryse.

Tro er at livet fornys

Uden tro går det næppe

Ingen bør sætte sit lys

under mismodets skæppe

Dagen er ny og ren,

Tro det under, den bringer

Fuglen slipper sin gren

og den tror sine vinger

Du er det lys, som blev tændt, du skal varme og lyse.

Slukkes det lys, som blev tændt, er der fler, der må fryse.

Sådan skrev Johannes Møllehave i digtet Lyset.

En opmuntring til hvert enkelt menneske om at lade sit lys skinne og ikke lade mismodet slukke det.

En nation, et samfund er ikke et enkeltmenneske, men et fællesskab af mennesker, et folk. Også som folk har vi brug for at høre opmuntringen til ikke at slukke håbets lys og lade udsatte mennesker fryse, ikke at lade mismodet kvæle livsmodet, men være modige og tro og bruge de kræfter og muligheder, vi har fået for at dele håbets lys med andre.

Vi må spørge os selv, hvorfor landets regering mener, at det er en god ide ”hurtigst muligt at skabe mulighed for tvangsmæssige udsendelser til Syrien,” (som det hedder i udlændinge- og integrationsministerens svar til folketinget)

Det kan ikke være af hensyn til de mennesker, der skal tvinges.

Ingen vil kunne se det som en hjælp at tvinge et menneske, der frygter for sit liv og skal skilles fra sin familie, til at rejse til det Syrien, som Bashar al-Assad holder i et lunefuldt og forbryderisk jerngreb.

Det kan heller ikke være af hensyn til Assad, selv det muligvis kommer ham tilpas. Det må være af hensyn til Danmark, den danske offentlighed. Regeringen må mene, at det er hvad den danske offentlighed ønsker. Regeringen må mene, at det er den måde, vi ønsker at være et folk på.

I år er det 101-året for Genforeningen og 76 året for Befrielsen. Vi mindes og fortæller historie, ikke mindst i vores landsdel.

Vi husker og fortæller gerne, hvordan denne landsdel igennem de 100 år er blevet et forbillede på fredelig sameksistens, hvor mindretallene respekteres, og frygt og fjendskab er vendt til venskab.

Vi husker og fortæller gerne fra 2. verdenskrig, hvordan de jødiske danskere eller danske jøder for størstedelen blev reddet.

Vi husker og fortæller ikke så gerne, at Danmark før krigen lukkede grænsen for jødiske flygtninge og kun lod få politisk forfulgte tyske socialdemokrater og kommunister slippe ind. Man var bange for, at Danmark skulle blive overrendt af jødiske flygtninge, og at de var for fremmedartede i forhold til danskerne. De fleste blev sendt tilbage, for de var jo ikke politisk forfulgte. Vi ved nu, hvordan det gik dem.

Det husker og fortæller vi ikke så gerne. Vi fortæller hellere om redningen af de danske jøder.

Hvorfor? Hvis man dengang mente, at det var rigtigt at føre den politik og beskytte den danske befolkning imod flygtninge, - selvom det fik frygtelige følger for dem, der blev afvist - hvorfor fortæller vi så ikke stolt om det?

Er det mon fordi, vi i historiens lys kan se, at det var forkert?

Hvad skal vores efterkommer huske og fortælle om os om 75 år, om 100 år? Hvilke fortællinger om Danmark og det danske folk vil leve videre i erindringen i de syriske familier, hvis hjem forsvandt under krig og terror, så de begav sig afsted og fandt et tilflugtssted i Danmark --- indtil de – af hensyn til den danske befolkning – blev splittet ad, så nogle kom til et ingenmandsland i såkaldt udrejsecentre eller tilbage i hænderne på det blodige styre, de var flygtet.

Hvis børnene i Al Hol-lejren lever til de bliver voksne, hvilke historier vil de så give videre til deres børn om deres moderland? ”Nu kalder Danmark på sine børn” – stod der på valgplakaterne for 101 år siden. I dag er der børnene, der kalder på Danmark. Mon hun vil svare dem? Mon hun ser sit ansvar? I går fik vi fornyet et håb om, at hun - skønt sent og nødtvungent – vil se sit ansvar.

Skal Danmark i fortællingerne blive den nation, der lukkede grænserne, slukkede håbet og viste dødsens ligegyldig tavshed?

Vi ved det ikke, for vi lever lige nu og må tage de valg, vi mener er de rigtige. Men historien kan hjælpe os, fordi vi i den ser, hvilke handlinger der tændte håbets lys, og hvilke der slukkede det.

Hvordan kan vi som folk komme på den ide, at det skulle være godt at sende syriske flygtninge tilbage til Syrien eller godt at bryde med retssamfundet, som bl.a. forpligter en stat på sine borgere? Måske har mismodet ramt os. Vi taler for lidt med hinanden, vi taler for lidt med dem, vi er uenige med. Vi er blevet et samfund, hvor der er for langt mellem rige og fattige, og hvor vi ikke kender eller forstår vilkårene for dem, der bor på den anden side af åen eller af Storebælt eller sognegrænsen. Vi sidder og kigger ind i hver vores skærm og frygter for verden udenfor og de andre. Det er gået ud over vores evne til at sætte os i andre menneskers sted og se, hvordan vi selv eller vores børn engang kan komme til at stå med tomme hænder og bede om ly og beskyttelse i et fremmed land.

Nu har vi igennem et år lært, at verden hænger sammen, vi er hinandens smittekilder med såvel sygdom som hjælp og håb. Hvis regeringen skal få mod til at handle på en måde, så der om 75 år, om 100 år kan fortælles om Danmark med åbent sind, så skal vi alle hjælpes ad med at hele splittelsen i vores folk og trangen til at opdele mennesker i de gode og de onde, de rigtige og de forkerte, dem indenfor og dem udenfor.

Vi er umådeligt rige, hvis vi kan dele, vi er umådeligt stærke, hvis vi kan hjælpes ad, vi har et lys at bære sammen for mennesker i nød. Lad os leve og handle, så vores børn og børnebørn tør huske og fortælle om det.

Mehr lesen

Leserbrief

Børge Koch und Nils Sjøberg
„Til kamp for naturen“