Som frivillig hjælper på en række polske modtage- og flygtningecentre og med sammenlagt fem ugers ophold i Ukraine og Polen i forbindelse med krigen og den af følgende flygtningestrøm, stifter man uundgåeligt og unægteligt bekendtskab med mange skæbner fra Ukraine.

Ingen tvivl om at alle eller de fleste danske initiativtager og ildsjæle gør en god og ihærdig indsats når det handler om at få transporteret de ukrainske flygtninge videre ud på deres færden til andre steder i Polen eller lande i Europa, herunder Danmark. Men den gode og ihærdige indsats er ikke altid i sig tilstrækkeligt, hvor mærkeligt det end kan lyde.

Uden koordinering og planlægning vil de mange anstrengelser hurtigt vise sig forgæves og resultatet vil udover irritation og frustration mellem på den ene side de som sender busserne mod Polen og på den anden side de af os som i modtage- og flygtningecentrene skal koordinere, og planlægge kun gøre situationen værre for ukrainerne som har brug for alt andet end mere uvished og unødvendig ventetid.

At skulle skuffe og afvise flygtninge med beskeden om, at deres transport er aflyst, udsat eller at vi ikke ved noget er en rolle, som vi i de polske modtage- og flygtningecentre nødigt vil rose os af. Derfor hænder det at vi fra tid til anden må understrege overfor dem der har stillet os transport i form af busser eller personbiler i udsigt, at de ikke skal love noget som (måske) ikke vil kunne indfries. Det ødelægger det for dem selv, det ødelægger det for os frivillige i Ukraine og Polen) og værst af alt, det ødelægger det for de mange flygtningene der har brug for faste holdepunkter og stabilitet.

På det seneste har jeg oplevet, hvordan såkaldte ildsjæle og private eller spontane oprettede initiativer sender busser afsted og på forhånd har indgået aftale om at hente 36 ukrainske flygtninge fra modtage- og flygtningecentret i den polske grænseby Przsymel for derefter at svigte fordi de på vejen dertil i Korczowa tilfældigvis fandt andre, som de kunne fylde bussen op med, og sejrsstolt vende tilbage med sejrstrofæer, som faktisk er mennesker.

Ugen efter skete det samme, hvor den samme initiativtager denne gang svigtede 25 ukrainere, hvoraf mange var handicappede, og som forinden havde brugt tid og kræfter på at krydse grænsen til Polen i forventning om, at blive afhentet på en rasteplads. Igen var det vigtigere for initiativtageren, blot at kunne fremvise en fuld bus i Danmark end at indfri aftaler, og når man fra min side udbad sig om en forklaring eller redegørelse var der larmende tavshed.

Man er overbærende i starten og også tiden derefter, men når fokus flyttes fra mit oprindelige ærinde, så bliver man nødt til at sætte de personer som volder problemer stolen for døren. Man vil gerne hjælpe alle de ildsjæle som vil bidrage til det gode arbejde, men når det udvikler sig til en konkurrence om hvem som kan sende flest busser afsted og hvem som kan få flest ukrainske flygtninge til landet, så går det udover dem som skal hjælpes og burde have opmærksomheden. De gode folk, viser sig mere og mere som knap så gode folk og dem det går ud over er igen, igen og igen de ukrainske flygtninge. Man får indtrykket af, at det mere handler om at få 3-5 minutters berømmelse på nyhederne eller lidt spalteplads i de trykte medier.

Det samme gælder for nogle af de frivillige kræfter. Hvor flertallet gør det ovenud godt og er helt og aldeles uselviske, så har jeg desværre stiftet bekendtskab med folk som tror at de skal på eventyr eller på besøg i Zoologisk Have og se på hvordan ukrainske flygtninge ser ud og tage billeder. Usmageligt og under al kritik.

Senest stødte jeg på danske frivillige, som var alt andet end tilfredse med de tildelte opgaver, og som var mere opsatte på, at komme til Ukraine på den anden side af grænsen for at få stempler i deres pas og lave selfies, som de efterfølgende kunne dele på de sociale medier end faktisk bidrage til det frivillige arbejde og gøre en forskel, hvilket gjorde mig flov som dansker.

Selvom mange har et oprigtigt ønske om at hjælpe og har hjertet rette sted, har om end ikke de fleste, så i hvert fald mange ifølge mig, hovedet under armen. Derfor bedre om staten står for planlægning, koordinering, organisation og kommunikation i stedet for at lade anarkiet råde, og samtidig kun godkende de af staten selv autoriserede busser.

Af Preben Bonnén, Politisk Faglig Chef, NORDIC dialogue