Når AC Horsens i begyndelsen af august træder ind i tredje kvalifikationsrunde til Europa League, står der enten et svensk eller et moldovisk hold på den anden side af midterlinjen.
Det står klart, efter at Uefa fredag eftermiddag har udtrukket enten IF Elfsborg fra Sverige eller Dacia Chisinau fra Moldova som modstandere og dermed næstsidste hurdle inden gruppespillet.
De to hold mødtes i første kamp i den moldoviske hovedstad torsdag, og her var det hjemmeholdet, der vandt med 1-0.
Det kræver altså en stærk præstation af Elfsborg i returopgøret, hvis det skal blive til et skandinavisk opgør 2. august, hvor Horsens i øvrigt starter på udebane.
IF Elfsborg har en række kendte navne i truppen - ikke mindst den mangeårige svenske landsholdsspiller Anders Svensson og den danske målmand Kevin Stuhr-Ellegaard.
Men holdet har også spillere, der har en fortid i dansk fodbold. Andreas Augustsson spillede tidligere i netop Horsens' midterforsvar, Jon Jönsson har været i Brøndby og Andreas Klarström i Esbjerg.
I angrebet finder man blandt andre Lasse Nilsson der i en periode var udlejet til AaB.
Også AGF fik sat navn på sin modstander i tredje runde, hvis det lykkes aarhusianerne at vende slaget mod Dila Gori fra Georgien.
Næste udfordring bliver Anorthosis Famagusta fra Cypern eller Levadia Tallinn fra Estland. Alt tyder på, at det bliver førstnævnte, eftersom Famagusta vandt den første kamp med 3-1 i Tallinn.
Men inden AGF'erne begynder at forberede sig på cyprioterne, skal de rette op på blamagen mod Dila Gori, der torsdag aften vandt 2-1 i Aarhus.
Første kamp i tredje runde er 2. august, mens der er returkamp en uge senere.
/ritzau/